Op på cyklen og afsted! Endagsture for cykelentusiaster i Slesvig-Holsten

Tysklands ægte nord opleves smukkest på cykel. Ud over afmærkede langdistancecykelstier har Slesvig-Holsten også mange cykelruter, der egner sig perfekt til endagsudflugter med stop ved seværdigheder, man som cyklist ikke må gå glip af. Turistkontoret Slesvig-Holsten foreslår et udvalg af kortere ruter (op til 40 kilometer), der passer til alle uanset træningsniveau og guider cykelentusiaster gennem det smukke landskab ved Nordsøen, Østersøen og inde i landet.

NORDSØEN

 

På cykel til Halligerne

Ruten gennem marskengene i Nordfrisland starter ved Amsinck-Haus, regionens interaktive multimedie- og informationscenter. Alt, der er værd at vide om dette stykke lands historie, natur og kultur, er præsenteret her i moderne form. Den 14 kilometer lange rute fører gennem historien om kystbeskyttelse og digebygning og gennem det smukke inddigede marsklandskab Sönke-Nissen-Koog. Det vidtstrakte marsklandskab vidner om tidligere tiders store oversvømmelser. Ruten slutter af med en tur ud på Hamburger Hallig. Den eneste Hallig, du kan cykle ud til, da den er forbundet med fastlandet via en lang dæmning. Her kan du runde cykelturen af med en forfriskende dukkert i Nordsøen eller vadehavsvandring ved lavvande. Den hyggelige ”Hallig-Krog” byder på regionens specialiteter. 

Nordfrislands historie på Wiedingharder-ruten

Den 29 kilometer lange rundtur, Wiedingharder-ruten, starter ved Klanxbüll, hvor den interaktive udstilling i Wiedingharde informationscenter giver et fint indblik i livet bag diget og i Vadehavet. Ruten fører igennem den ældste del af marsklandskabet, som nordfriserne lokkede fra Nordsøen, frem til Emil Noldes sidste arbejdssted, nemlig værftet Seebüll. Her ligger Nolde-museet, der omfatter kunstudstilling, Emil Noldes hus og atelier, en smuk blomsterhave samt en restaurant med kreative, friske retter. Herefter fortsætter ruten langs med Gotteskoogsee: Et oplagt sted at holde pause og nyde roen. På den anlagte naturstier har besøgende har rig mulighed for at komme helt tæt på naturen, før ruten fører tilbage til startstedet for turen, Klanxbüll. 

Klar, parat og afsted til halvøen Eiderstedt

Det smukke landskab på halvøen Eiderstedt er det perfekte udflugtsmål på cykelturen. Fra byen St. Peter-Ording, som er kendt for sin sandstrand og huse på pæle, går cykelturen langs diget ud til Nordsøkystens vartegn: Vesterhever Fyr. Ud over den betagende udsigt over Vadehavet kan du på denne ca. 30 kilometer lange cykeludflugt også opleve den vidtstrakte landsby, Vesterhever, eller den idylliske landsby, Tating. Husk også at besøge de små, hyggelige cafeer, f.eks. Cafeen Schweizer Haus, lige ved Hochdorfer Garten i Tating, eller oplev den frisiske gæstfrihed i restauranten Kirchspielkrug i Vesterhever. Hvis du hellere vil tage en lidt mere afslappende rute, kan den 15 kilometer lange dige- og byrute gennem St. Peter-Ording anbefales. Den hyggelige rundtur starter ved Strandpromenaden. Turen går forbi saltenge, Böhler Fyr og stråtækte huse med indbydende cafeer, før turen går tilbage til startpunktet langs diget. På cykel er der også mulighed for at tage en afstikker ud til den vidtstrakte sandstrand.

Sild fra sine smukkeste sider

Den bedste måde at opleve øen Silds fascinerede naturlandskab på er fra cykelsadlen. Øen har et omfattende cykelrutenet på næsten 200 km. Rundturen på knap 18 kilometer, der starter i Vesterland, fører rundt om det artsrige fuglebeskyttelsesområde Rantum Bassin og tilbage igen. Undervejs kommer du forbi ”Sylter Kafferösterei” og ”Hafenkiosk24”, hvor du kan tanke op til turen. Hvis du skulle tabe pusten undervejs, er der hjælp at hente: Lokalbusserne på Sild er udstyret med specielle cykelanordninger bagpå til transport af din cykel .

Øen Amrum rundt på cykel

Lige ved molen på sydspidsen af Amrum er der infotavler med kort over de smukkeste øruter: På denne ø i Vadehavet er det muligt at udforske hele øen på cykel, fra syd til nord og fra skov til vadehav. På den kun 14 kilometer lange strækning kan du opleve det rød- og hvidstribede fyr, øens endeløse sandstrand kaldet Kniepsand, ømuseet og ”Seezeichenhafen”. Ruten på 20 kilometer går derimod gennem alle landsbyerne på langs af øen. Her kan du hjule afsted på gamle handelsveje og idylliske skovstier. Der er masser af steder undervejs, hvor man kan stoppe og få en forfriskning og alle ruter er rigt beskrevet med forslag til smukke afstikkere i gåafstand. Hvis du ikke har din egen cykel med, har stort set hver en lille by en cykeludlejning, hvor du ud over almindelige cykler også kan leje el-cykler, cykelhjelme, hundekurve og børneanhængere.

Oplev øen Før på cykel

 Eilun-ruten på Før er en 42 kilometer lang cykelrute rundt på hele øen. Fra øens største by Wyk går det videre mod Nieblum, hvor et besøg i den største middelalderkirke på øen er et must: Den rigt dekorerede frisiske kirke er absolut et af turens højdepunkter. Langs med saltenge går det gennem det beskyttede naturområde - et unikt levested for rigtig mange trækfugle. Fra Utersum til Dunsum går ruten helt ude ved vandet med udsigt over Vadehavet, der er udpeget til verdensarv, helt ud til Amrum og Sild. De næste to mål på etapen fører gennem de frisiske landsbyer Syderende og Oldsum. I Syderende bliver man rigt belønnet, hvis man tager en afstikker hen til den 800 år gamle St.-Laurentii-kirke med sine talende gravsten. Hvis du ikke har lyst til at tage din egen cykel med, er det nemt at leje en, da øen har over 15 cykeludlejningssteder. Der tilbydes førstehjælp til cykler på i alt 12 cykelservicestationer, der er fordelt rundt på hele øen. 

Fra havnebyen til Vadehavet – Havruten i Husum

En udflugt i forbindelse med den ca. 20 kilometer lange „Meeresroute“ kombinerer et besøg Husum ved Nordsøgen med en tur langs Vadehavet, som er en del af UNESCO verdensarv. Den hyggelige og maritime rute starter og slutter ved Husum Havn. Ruten byder på seværdige afstikkere i den friske luft havluft og på den smukkeste udsigt over vandet eller Vadehavet: Husum-bydelen Skobøll er den eneste del af Slesvig-Holstens fastlandskyst langs Nordsøen, der ikke har diger. Sørg for at sætte tid af til et fotostop på molen, det er tiden værd. I Husum Havn kan det aktive folk nyde en styrkende brunch eller en dejlig middag som belønning. Caféer og restauranter indbyder til en hyggelig start eller afslutning på dagen med udsigt til tidevandshavnen. Se flere ruteforslag og nærmere information om cykelture i Husum Bugt på https://www.husum-tourismus.de/radfahren.

På cykel i området omkring Büsum

Cykelruten „Vor den Toren Büsums“ er ca. 17 km lang og byder på flere af Vadehavskystens højdepunkter. Et besøg hos fårehyrdens Rolfs gård med gårdcafé i Büsumer Deichhausen er umagen værd. I Stinteck ved Gerhard-Dreeßen Hus indbyder stranden med vidtstrakte grønne enge til at tage en lille pause eller en svømmetur. Hvis du gerne vil ud på en lidt længere tur, kan du forlænge ruten med den 46 kilometer lange tur ”Schimmelreiters Erben”, der går fra Westerkoog am Deich igennem Büsums seværdigeheder og ind i landet til Wöhrden. Turen ”Malerischer Koog” er ca. 30 kilometer lang. Ruten går tværs gennem Büsum, langs med diget via Nordermeldorf, hvor du kan nyde en forfriskning, inden turen går tilbage igennem Friedrichskoog. Besøgende har mulighed for at leje en tohjulet hos en af de mere end ti forskellige cykeludlejningsfirmaer i Büsum. Hvis din cykel har brug for et tjek, kan du gøre dette gratis ved cykelreparationsstederne ved Südstrand og Perlebugten. 

 

PÅ CYKELTUR MELLEM KYSTERNE

 

På cykel gennem det grønne fastland

Den ca. 34 kilometer lange sluse-ruten starter i den lille hollandsk inspirerede by, Friedrichstadt, som har de fineste gavlhuse og kanaler. Efter at have krydset jernbanebroen på cykel når man frem til den imponerende Nordfeld-sluse. Stien fører forbi hyggelige, små huse, hen til Eiderstrand, hvor det er oplagt at holde en pause.  Hvis sulten har meldt sig, skal du prøve en laksefrikadelle fra Stapelholm ålerøgeri i Nordestapel. Herefter fortsætter turen langs Treene gennem unikt naturlandskab. En afstikker fører hen til aroniaplantagen Mildterhof, der har døgnåbent gårdsalg med lokale lækkerier. Rundturen slutter i Friedrichstadt. 

Ved færgeoverfarten i Bargen starter rundturen af samme navn, der byder på en underholdende cykeltur, på enten 35 eller 43 kilometer. Via den charmerede bydel Bargen går det videre mod Stapel. Efter at have krydset Nordfeld-slusen går cykelstien langs Ejderen til Horst, hvor det bakkede Geest og det vidtstrakte lavland omkring Ejderen er et utroligt smukt syn. I weekenden kan du tage et sidste stop ved KanuPoint Delve, før du enten kører tilbage til startstedet i Bargen eller - hvis du stadig har flere kilometer i benene - fortsætter turen til Pahlen, hvorfra du kan køre tilbage over Ejderbroen.

Cykeltur med udsigt til kæmpe containerskibe på Kielerkanalen

Startstedet for den 32 kilometer lange kanal-rute er Rendsburg. Med Tysklands eneste hængefærge kan cyklister og cykler krydse Kielerkanalen under jernbanehøjbroen og opleve verdens mest befærdede, kunstigt anlagte søvej fra vandet. At cykle side om side med fragtskibe og containerskibe er en helt unik oplevelse Et højdepunkt på turen er et besøg på fiskerestauranten Brauer’s Aalkate - en af de sidste kanalfiskere. Næste stop er ”Himbeerhof Steinwehr”, hvor der fra maj bydes på lækre kager i havecaféen.  Herefter går det videre med færgen til kanalens nordside. Og derfra går turen hjem til Rendsburg langs Kielerkanalen med udsigt til kæmpe containerskibe.

Oplev skatte fra stenalderen 

Den 40 kilometer lange stenalder-rute starter og slutter ved det idylliske lokalhistoriske museum i Hanerau-Hademarschen, hvor du bliver ført gennem regionens rige historie. Her kan man støde på 200 år gammel godshistorie og grave fra yngre stenalder, der blev bygget for tusinder af år siden. På et stykke af Oksevejen passerer man som cyklist en 3.500 år gammel gravhøj fra bronzealderen og sten med skåltegn fra den yngre stenalder. I Albersdorf er det værd at besøge stenalderparken Dithmarschen,, hvor kulturlandskabet fra den yngre stenalder er blevet nænsomt rekonstrueret i form af en imponerende stenalderboplads med bygninger. Et af udflugtens højdepunkter er ”minikrydstogtet” med cykelfærgen over Kielerkanalen.

Sø-hop i Segeberg-området

I området omkring Segeberg har to ruter på hver 26 kilometer, der egner sig perfekt til endagsture på cykel. Frischlings-ruten fører gennem idylliske små byer og Slesvig-Holstens natur inde i landet. Bryggeriet ”Ricklinger Landbrauerei” er et oplagt sted at kigge ind. Eventyrskoven i Trappenkamp er også et højdepunkt på denne rute. Hvis du altid har haft lyst til at tage på sø-hop, så er sø-ruten det rigtige sted for dig. Bad Segeberg – hjemsted for Karl May festivalen – er udgangspunktet for denne tur. Bad Segeberg bugter sig gennem landdistrikterne i Segeberg-området fra Großer Segebergersee til Wardersee, Nehmsersee, Blunkersee og Ihlsee.

Aktiv ferie med udsigt til Eutin slot 

Naturparken ”Holsteinische Schweiz”, ”Natur med bakker, skove og søer” omkring Eutin, er særdeles velegnet til ture på to hjul. Eutin er udgangspunktet for forskellige ture, hvoraf to er ca. 40 kilometer lange og derfor egner sig perfekt til endagsture. Herregårds-ruten fører forbi statelige herregårde, smukke landsteder og jagtslotte. På bjerg-ruten går cykelturen gennem uberørte naturlandskaber hen til Bungsberg, det højeste bjerg i Slesvig-Holsten på 168 meter. Den flotte udsigt over Østersøen og naturparken ”Holsteinische Schweiz” samt den efterfølgende "nedkørsel” er hele indsatsen værd. Tilbage i Eutin er området omkring slottet og den gamle bydel perfekte steder at puste ud efter cykelturen. Hvis du har ladet din cykel stå derhjemme, og gerne vil på en spontan cykeltur, kan du henvende dig til cykeludlejningen ved turistinformationscenteret på markedspladsen, som også har el-cykler. I åbningstiden kan du også lade dit batteri til el-cyklen op gratis. Hvis du skal ud på en længere cykeltur, kan du bestille en picknickkurv til turen. 

På cykel gennem Schierenwald

Holsten byder på flere forskellige endagsture på cykel med spændende udflugtsmål og idyllisk natur. Du kan vælge mellem ”Dige-turen”, ”Land-unter”-ruten, ”Munkevejen” og ”Herregårdsruten” - de egner sig perfekt som endagstur for alle! Den 39 kilometer lange Schierenwald-rute starter i Kellinghusen og krydser gennem skoven af samme navn: Samlet strækker ruten sig syv kilometer gennem idylliske skovområder - perfekt på dage med stærk sol eller kraftig vind. Via langdistancecykelstien ”Oksevejen” kan du tage en afstikker til Hohenwestedt - et aktivt lokalsamfund, der tiltrækker masser af turister til ”Mittelalterlich Spectaculum”, der finder sted her hvert år i maj. 

På cykel rundt i Tysklands laveste landområde

Hele tre endagsrundture fører rundt i Tysklands laveste landområde i Wilstermarsch, der ligger 3,54 meter under havets overflade. For eksempel ”Land-unter”-ruten med en længde på 38 kilometer, der fører gennem det flade, grønne marsklandskab med gamle stråtækte gårde og vandløb. Ligesom landskabet er denne cykeltur unik for Tyskland. Ruten fører langs Kielerkanalen til ”Landgasthaus Zum Dückerstieg”, hvor det cyklende folk kan nyde en forfriskning, inden turen går tilbage til udgangspunktet i Wilster.

Lykke på to hjul

I cykelturistregionen Lykstadt er Lykke-ruterne det perfekte sted at opleve de første varme solstråler og den blomstrende natur på to hjul. Byen Horst er det perfekt sted for turens start, hvis du ankommer med tog, og for en lækker picnic. Næste stop er Hohenfelde, hvor kirken og den omkringliggende bymidte, har eksisteret næsten uændret i flere hundrede år.  Turen går langs afsides bondegårde og giver mulighed for at nyde den smukke natur. Om foråret kan man lade blikket vandre hen over de strålende, gule rapsmarker. Denne rute på 22 kilometer kan forlænges efter ønske, for eksempel med start i Lykstad. 

Rejser for alle – endagsture langs Munkvejen 

Munkevejen forbinder de forskellige nordtyske landskaber på en langdistancecykelrute og byder på mange muligheder for spændende endagsture! Tre endags-rundture er certificeret af kontrolsystemet for tilgængelighed ”Rejser for alle”. Ruternes navne afslører allerede, hvor de ligger. ”Lykstadt-ruten” på 25 kilometer, ”Bebensee-ruten” på 23 kilometer og ”Steinwarder/Heiligenhafen-ruten” på 5,5 kilometer er resultatet af en undersøgelse om tilgængelighed i forbindelse med cykling. Ruterne har fået deres eget logo og indbyder alle til at nyde de fantastiske ruter! 

Cykeltur på ”Stormarns jernbanecykelstier”

På nedlagte ruter på tidligere jernbanestrækninger kan cyklister opleve Stormarn på i alt tre kendte ”jernbanecykelstier”. Langs ruten ligger gamle stationsbygninger, godsskure og lokomotivskure og minder om tidligere tider. Ruterne fører gennem tætte skove, åbne søområder og afmærkede naturbeskyttelsesområder. På to af ”jernbanecykelstierne”, de såkaldte Krimi Trails, gælder det om at løse en krimi-gåde langs med ruten. 

 

ØSTERSØEN


Slien - Oplev området fra populær TV-serie på cykel

De idylliske omgivelser ved Østersøfjorden Slien fungerede engang som kulisse for den populære ZDF-serie ”Landlægen”. Den næste 40 kilometer lange”Landlægen-rute”  tager dig forbi forskellige områder, hvor den tyske serie blev optaget. Ruten starter ved banegården i Süderbrarup. I retning mod syd går ruten forbi Lindaunis, hvor ægte ”Landlægen”-fans bør tage en afstikker hen til ”Café Lindauhof” – den hyggelige ejendom, hvor serien blev optaget. Derfra går det videre forbi smukt bevarede møller og Tysklands mindste by – Arnis. Når du ankommer til havnen i Kappeln, kan du købe fiskesandwich og røget ål at styrke dig på, inden turen går videre ad små veje og stier gennem landskabet. Lidt uden for ruten i Wagersrott ligger Holländerhof, hvor naturhelbrederen Hinnerksen boede under optagelserne. I dag huser gården et lokalhistorisk museum. Derfra er der kun få kilometer tilbage til Süderbrarup.

På sporet af vikingerne

Guly-Thing-turen fører godt 31 kilometer til et sted med en årtusinder lang historie: Guly-Thing. For de nordiske folk fungerede tinget som en slags parlament og domstol på samme tid, hvor de valgte mænd fra en stamme bestemte, hvordan samlivet skulle foregå. Turen starter i Kappel. Den fører ad mindre trafikerede markveje gennem et landskab formet af istiden, små skove, forbi idylliske landsbyer og langs med vandløb. Cirka halvvejs på ruten ligger Guly-Thing, en tro efterligning af originalen. Tæt på findes der en runesten og en stendysse: en stengrav, der består af opretstående bæresten med en loftsplade. Afkørslen til thingpladsen er ikke en del af ruteafmærkningen, men kan findes via separate skilte. Vejen tilbage til Kappel fører igen gennem den idylliske natur. Turen rundes af med en afstikker til Kappels gamle bydel og havnen. 
Formularbeginn

Cykelture langs Flensborg Fjord

Flensborg Fjord-ruten fører i flere etaper gennem grænseregionen mellem Slesvig-Holsten og Danmark. På den 32 kilometer lange rundtur fra Flensborg til Langballigau er der masser af tid at gå på opdagelse i. Stemningen i Flensborgs historiske havn gør historien levende. Derfra fører Østersøkystens cykelsti mod Lyksborg og halvøen Holnæs. Det imponerende Lyksborg Slot med sin rosenhave inviterer til at dvæle. Resten af ruten går gennem et udstrakt skovområde og ender i kystlandsbyen Langballeå med sin idylliske fiskerihavn og marina. En afkøling på stranden gør dagen perfekt. En nyhed i Flensborg er hybrid-katamaranen MS Liinsand, som på bare 90 minutter bringer op til 50 personer og 20 cykler fra Flensborg til Sønderborg. Efter en sightseeingtur i byen og en lækker softice kan du cykle de 40 kilometer tilbage til Flensborg.

De smukkeste cykelstier i og omkring Lübeck

På den 17 kilometer lange tur langs Brodtener Steilufer kan cyklisterne nyde den uberørte kystnatur. Efter starten i Travemünde cykler du langs den stejle kyst til Niendorf – inklusive panoramaudsigt over Lübeck-bugten og de små og store skibe. Når du er fremme i Niendorf, indbyder stemningen i den idylliske fiskerihavn og de mange caféer til at slappe af. Ruten fortsætter ind i landet til den tidligere borg Räuberkuhle, før turen går tilbage til Travemünde. En omkring 20 kilometer lang strækning, som viser byens og omgivelsernes mangfoldighed, starter direkte i Lübeck: Du cykler forbi borgens port og herskabelige byvillaer, før du kører ud ad byen og ind i den skyggefulde bøgeskov Wesloer Forst, hvor den tysk-tyske grænse engang lå. Væk fra skovsøen åbner landskabet sig mod Palinger Heide med sin sandede jord, enge og typiske flora. Hjemturen forløber langs floden Wakenitz, som fører kilometervis forbi små bådehavne og skove til hansestaden. 

Kellenhusen – guidede ture eller cykelture på egen hånd

I regionen omkring Kellenhusen kan du cykle på egen hånd langs med de afmærkede temaruter gennem det smukke, overvejende flade landskab. Hvis du hellere vil tage på tur sammen med andre, kan du om onsdagen deltage i en af de guidede cykelture i badelandet Ostseebad. Der er en ny destination hver uge, og alle ture er forskellige. Nogle gange er der korte, hyggelige cykelture som ”rundt om den tidligere klostersø” eller en smuk rundtur over diget, over enge og marker og gennem Kellenhusens skov, omkring 20 kilometer. På længere ture tager cykelguiden gæsterne med på udflugter i det holstenske bagland, besøger gods- og museumsgårde eller tager på en ”skinketur” med besøg i det historiske røgeri. På sådanne guidede cykelture lærer deltagerne ikke kun Kellenhusens omgivelser at kende, men får også masser af historier, baggrundsviden og insidertips. 

Cykling på Fehmarn

Fem forskellige temaruter på mellem 31 og 43 kilometer og to lange cykelruter gør Fehmarn til et paradis for cykelentusiaster.  Turen til vandfuglereservatet er cirka 37 kilometer lang og fører gennem den vestlige del af øen. Langs den idylliske nord- og vestkyst lokker udsigten til Østersøen og de indre søer med mange vandfugle. Størstedelen af ruten forløber direkte på diget. Afstikkere til NABU-vandfuglereservatet Wallnau, fyrtårnet Flügger eller en pause i havnen i Orth kan virkelig betale sig. Derefter går turen gennem flere små ølandsbyer tilbage til udgangspunktet. En vidunderlig tur, som gennemgående er god at cykle og som er skiltet med et fuglesymbol på cykelruteskiltene. Der findes i alt 15 cykeludlejningssteder og 21 ladestationer til elcykler på øen til cyklisterne. 

Cykelture mellem vandkanten og indlandet i Lübeck Bugten

På forskellige temature kan Lübeck Bugtens landskabelige mangfoldighed opleves på to hjul. Eksempelvis på den næsten 28 kilometer lange cykeltur ”vandkant og indland”. Noget helt særligt ved ruten er Via Scandinavica, nordens jakobsvej, som med sin naturskønhed ikke kun begejstrer pilgrimme, men også cyklister. Ved Großer Pönitzer See venter der de besøgende et fantastisk panorama. I den populære by Scharbeutz ved Østersøen indbyder klitmilen til at trække cyklen, slentre, se sig omkring og unde sig selv en pause på en restaurant nær stranden. 

Oplev Probstei-regionens natur på cykel

Næppe nogen anden region er så nem at udforske på to hjul som Probstei-regionen mellem Østersøkysten og søområdet med sine varierede landskaber. Naturrutens nordsløjfe,som er 19 kilometer lang, er den bedste måde at opleve den naturlige mangfoldighed i Probstei-regionen på. Et godt udgangspunkt er naturoplevelsesområdet Wendtorf med tilhørende børnelegeland. Via landsbyen Stein med sin bademole og lystbådehavnen i Marina Wendtorf fører ruten Østersøkystens cykelsti (Ostseeküstenradweg) forbi naturreservatet Bottsand langs Probstei-strandene, som inviterer til en svømmetur. Fra Heidkate fører ruten ind i landet gennem marsklandskabet til Barsbek. Her finder du bymarken, beskyttet af mægtige lindetræer og historiske bondehuse. Det sidste stykke af vejen tager cykelentusiaster langs landbrugsstier og naturreservatet Barsbeker See forbi køer og får og tilbage til udgangspunktet i Wendtorf.

Oplev naturen i Hohwacht-bugten

I Hohwacht-bugten kan cyklisterne opleve ”trane-naturoplevelsesstien”. Takket være de næsten 10 kilometer lange rute er der masser af tid til at gå på opdagelse. Denne korte rundtur fører dig rundt om naturreservatet Sehlendorfer Binnensee, et vigtigt levested for sjældne fugle- og plantearter lige ved Østersøkysten. Saltmarskerne er hjemsted for mange botaniske særegenheder, og med lidt held kan besøgende også se traner. Efter en start i den sydlige del af Hohwacht og en tur rundt om den indre sø byder flere udsigtsplatforme på en endnu bedre udsigt over vandet. Strækningen mellem Østersøen og naturreservatet, som fører over en træbro, er et særligt højdepunkt. Efter i alt 10 kilometer går turen tilbage til udgangspunktet. Hvis du foretrækker en længere strækning, kan du forlænge ruten med en afstikker på den maleriske Østersøkystens cykelsti.

Overnatninger med cyklen

Hvis du vil tage flere dagsture i træk, vil du glæde dig over passende overnatningssteder med infrastruktur til cyklister og deres tohjulede. Hvad mange mennesker ikke ved: De fleste vandrehjem i Nordtyskland har ADFC-certifikatet ”Bett+Bike” og egner sig dermed fantastisk somcykelvenlige overnatningssteder. De tilbyder også enkelte overnatninger. Der kræves blot et DJH-medlemskab. Under opholdet kan gæsterne opbevare deres (el)cykel sikkert og ved behov oplade batteriet gratis ved en af ladestationerne. 

Downloads:

  • Denne pressemeddelelse er tilgængelig til download (PDF).
  • To cyklister står i klitterne med deres cykler og kigger ud over havet.

    Rejser på cykel på Nordsø-øen Før

    © Föhr Tourismus GmbH / Oliver Franke

    jpg

Pressekontakt:

Tourismus-Agentur Schleswig-Holstein GmbH
Wall 55

24103 Kiel