Moler hører til Østersøkysten i Slesvig-Holsten lige så vel som strandkurve, fiskesandwiches og mågekald. De blev oprindeligt bygget for at lette lastning og losning af skibe i det lave vand, og er i dag populære promenader, udsigtspunkter med en vid udsigt og stolte vartegn for badebyerne. Disse "oplevelsesbroer” præger kystlandskabet mellem Flensborg Fjord og Lübeck Bugt – nogle er helt nye, mens andre har en lang historie. Tourismus-Agentur Schleswig-Holstein præsenterer nogle af dem i et kort portræt.
Midt i havet: Moler – et sted man længes efter
"Skrubben” i Hohwacht
Med sin 24 meter høje stålpylon, der kan ses på lang afstand og sin gyldne kuppel er "Skrubben i Hohwacht" et ægte vartegn for kurbadet Hohwacht. Navnet på den 60 meter lange og 370 kvadratmeter store mole skyldes den unikke form, der minder om en fladfisk. På de tre forskelligt vinklede dele af molen er der indrettet en legeplads, en badebro samt flere sidde- og liggepladser.
Heiligenhafen: Midt i havet og alligevel helt for sig selv
På 435 meter går oplevelses-molen i Heiligenhafen i en markant zigzag ud til Østersøen. Således sætter den moderne træ- og stålkonstruktion et flot arkitektonisk præg på det maritime miljø. Strækningen over vandet leger med perspektiver og åbner hele tiden op for nye kig til horisonten, kystlinjen og bølgerne. Undervejs indbyder hyggelige træterrasser til at slappe af, børnene kan udforske de fantasifulde legestationer, og hvis du er modig, kan du springe i det kølige vand fra badebroen på pontoner. Et vaskeægte højdepunkt er den stilfulde, maritime lounge med direkte udsigt over det åbne hav.
Lysende temaøer ud for Kellenhusen
Den 305 meter lange "oplevelses-mole" i Kellenhusen er kendetegnet ved sin usædvanlige form med stålbuer og netkonstruktioner samt den imponerende LED-belysning. Anlægget er opdelt i tre temaøer: En afslapningszone med hængekøjer og en bred vandtrappe indbyder til afslapning. En anden platform tilbyder forskellige muligheder for leg i vandet – med springelementer, der appellerer til både børn og voksne. Brohovedet fungerer som udsigtsplatform og anløbsbro for udflugtsbåde. Hver aften efter mørkets frembrud forvandler over 31.000 lysdioder bygningsværket til en imponerende lysskulptur – med skiftende farver, der bader broen i et nyt, stemningsfuldt lys og skaber imponerende fotomotiver.
Grömitz i en dobbeltpakke
To moler kendetegner Grömitz: Klassikeren, oplevelses-molen, giver dig mulighed for at nyde en helt speciel gåtur. Fra havnemolen – 398 meter fra kysten – kan du dykke ned med en dykkergondol i Østersøens undervandsverden. Dykket er helt speciel oplevelse, især for børn, og afrundes med interessant filmmateriale. I sommermånederne lægger det traditionelle sejlskib LOTH LORIEN også til her for at sejle ud på ture på Østersøen. Hvis du foretrækker fast grund under fødderne, kan du blive på afslapningsplatformen med drejelige liggestole og masser af siddepladser og muligheder for at nyde den dejligs udsigt. Et vaskeægte højdepunkt for de små gæster er legepladsen med rutsjebane og klatrenet.
Det andet ganske særlige sted over vandet er Sydmolen i lystbådehavnen i Grömitz. For enden af broen inviterer bænke til at nyde omgivelserne i ro og mag – med udsigt til de forankrede både og den travle trafik i havnen.
For sportsfolk og livsnydere: Molen i Scharbeutz
I Scharbeutz er den nye mole udført helt i vandsportens tegn. Stand-up-paddling, dykning og sejlsport er populære aktiviteter her. Den maritime promenade på den 310 meter lange konstruktion – omgivet af hyggelige liggestole og bænke – munder ud i et asymmetrisk brohoved med en stor platform. Der kan de aktive feriegæster nærmest gå direkte fra molen og op på boardet og nyde den fantastiske udsigt over Østersøen.
Nyt vartegn ved Timmendorfer Strand
Siden efteråret 2024 har den nye Maritime mole ved Timmendorfer Strand svunget sig blidt op fra strandkanten og forgrener sig der til en cirkulær sti, der ligeså blidt falder ned til molens spids. Den samlede promenade er mere end 427 meter lang og byder på nye udsigter hele vejen rundt. Molen er ikke kun et spektakulært sted at gå en tur, men også en anløbsplads for sports- og badebåde. Det syv meter brede brohoved med elegante træmøbler indbyder til afslapning, mens det sarte og transparente gelænder af rustfrit stålnet med håndlister af træ byder på en uhindret udsigt over Østersøen.
I Niendorf hilser pighvarren
For enden af den knap ti kilometer lange strandpromenade knejser en kæmpe pighvar med øjne, mund og finner ud i det åbne hav – det er molen i Niendorf. Det arkitektoniske mesterværk byder på en enestående udsigt over hele Lübeck Bugt, strandlivet og de smukke solnedgange. Rummelige siddepladser, en informativ rundgang, en hydraulisk badebro og en legeplads over havet tiltrækker både feriegæster og lokale. Der tilbydes desuden forskellige arrangementer: Fra yoga på enden af molen til gudstjeneste oven over Østersøens bølger.
Elskende par foreviger sig i Travemünde
En tur på molen i Travemünde er ikke bare det hele værd på grund af havudsigten: På strandpromenaden kan man hænge kærlighedslåse op på et stort blåt "Ü" af metal. Med bølgeskvulp og havbrise kan man forevige sin kærlighed, sit venskab eller uforglemmelige ferieminder lige her. "Ü" er en del af initiativet "Ü-prikker", hvor Travemünde skaber små, nænsomt designede oplevelser i det offentlige rum – overraskende, personlige og fulde af feriefornemmelser.
Sig ja på molen i Haffkrug
Den nye mole i Haffkrug rager mere end 220 meter ud i Lübeck Bugt fra stranden. Oplevelsen begynder direkte på stranden friluftstribunen – det perfekte sted til arrangementer, morgenkaffen, en fiskesandwich eller en drink ved solnedgang. På panoramadækket venter solsenge på de solhungrende gæster, og på det trekantede brohoved omdannes det maritime bygningsværk til to etager: ovenpå kan du nyde udsigten over havet, mens sportsbåde og badebåde lægger til og fra kaj på etagen nedenunder. Molen i Haffkrug er en drøm af et sted til bryllupper, for her kan man nemlig blive gift. Der er plads til op til 20 gæster i bryllupslokalet med gulv til loft-vinduer og direkte udsigt over Østersøen, mens brudeparret sætter anker sammen.
Du finder mere information og endnu flere moler på internettet på ostsee-schleswig-holstein.de.
Downloads:
-
- Denne pressemeddelelse er tilgængelig til download (PDF).
Pressekontakt:
Tourismus-Agentur Schleswig-Holstein GmbH
Wall 55
24103 Kiel