Fastelavnsflugt: Mojn i stedet for Alaaf, wellness & afslapning i Slesvig-Holsten

Hvis du gerne vil slippe for ræset ved fastelavn eller bare gerne vil opleve lidt wellness og afslapning på den femte årstid, så er du på det rette sted i det ægte Nord. Varme saunaer med havudsigt, afslappende saunagus med havvand, en spa i fyrtårnet – hvor ellers kan man nyde wellness med sådan en helt fantastisk udsigt. Hvis det derimod er den sunde og friske luft, der trækker, kan du både ved kysterne og i indlandet også nyde helt uforglemmelige naturlandskaber på nogle gode, lange gåture. Lad dig inspirere af disse tips fra Tourismus-Agentur Schleswig-Holstein.

NORDSØEN

Tønning – Masser af liv i Vadehavet
Det er ikke kun til fastelavn, at du kan kigge på en masse farverige fugle, men også i Nationalpark Slesvig-Holstensk Vadehav. Søndag, den 11. Februar inviterer teamet i Nationalparkens administration på en spændende havørne-safari. Den starter kl. 13:30 på banegården i Klangsbøl, og herefter går det videre til forskellige udsigtspunkter i det dansk-tyske grænseland, hvor luftens konger ofte opholder sig. Nationalpark-ranger Martin Kühn leder turen, giver gode tips til bestemmelse af rovfugle og forklarer om deres levevis. Arrangementet varer cirka tre timer og foregår mod betaling. Tilmelding senest den 9. februar på nationalpark@lkn.landsh.de.

Fyrtårn med spa i Husum
„Wellness med udsigt“ er det som gæsterne på Hotel Lundenbergsand Hideaway & Spa in Simonsberg, der ligger sydøst for Husum, bogstaveligt talt kan nyde i fulde drag. For hvor ellers finder du et fyrtårn med spa og en 360-graders udsigtsplatform ved Nordsøen. I tårnværelset af glas slapper man af på siddesække og Hanging Eggs (ophængte lænestole). Den finske sauna byder desuden på en gigantisk 270-graders havudsigt. I stedet for fastelavnsboller finder du her et aromadampbad, hvor man anvender ægte mudder fra Nordsøen. „Watt’n Spa“ kan også benyttes af endagsgæster fra søndag til fredag.

Vinterhygge i St. Peter-Ording
For alle dem, der har fokus på uberørt natur og afslapning på ferien, er nogle dejlige vinterdage i St. Peter-Ording en rigtig god idé. Efter en lang spadseretur på stranden venter cafeerne med deres nordfrisiske te- og kaffespecialiteter, eller en hel masse velvære-tilbud på Dünen-Therme. Indrettet lige midt i naturen og med udsigt over klitterne byder saunalandskabet i Dünen-Therme på klassiske og særlige svedebade, saunaer med høje og lave temperaturer samt dampbade med stærke og tørre saunaer med en lav luftfugtighed. Det tilknyttede sundheds- og wellnesscenter byder også på nogle gode, afslappende timer med sine wellness-tilbud, som f.eks. Thalasso-behandlinger baseret på mudder fra St. Peter-Ording.

Før
Sved ud og slap af med havudsigt: På Før foregår det ikke kun på de varme dage, men også midt om vinteren: På udendørsområdet på svømmebadet AQUAFÖHR i Wyk står der en Tiny House-sauna med strandkurve, en minibar og en bruser. Her kan du slappe af med udsigten over den kolde Nordsø gennem panoramavinduerne, og tage en dukkert i det friske saltvand blot få meter derfra. Desuden findes der en saunatønde på FKK-stranden i Goting, med plads til op til fire personer. Gennem panoramavinduet har du en vidtstrakt udsigt over Vadehavet, til halligerne og til Amrum. I spaområdet på Wellnesshotel Upstalsboom venter behagelige massager og behandlinger, der både er tilgængelige for overnattende gæster og for endagsgæster i stedets Day-Spa – inklusive havudsigt. Og på en lang gåtur på stranden eller gennem marsken kan du også lade batterierne op og nyde den forrygende udsigt på Før: På en tur rundt på øen vandrer blikket helt ud til halligerne, fastlandet og naboøerne, og over markerne, diget og op i den kæmpestore himmel, når du går en runde midt inde på øen. 

Badecentret Meerzeit i Büsum
Hvis du holder ferie i Büsum, skal du ubetinget aflægge Meerzeit et besøg. Her er der både bølger og uovertruffen wellness. Når du går ind ad døren i det energifyldte, moderne samt lyse og venlige Meerzeit, dykker du med det samme ned i en atmosfære af afslapning og hygge. Du kan endda bade i vand fra Nordsøen inde i selve bølgebadet. Udsigten fra panoramavinduerne i svømmehallen går helt ud til verdensnaturarven Vadehavet og ud over det brusende hav. „I saunaen byder vi desuden på en saunagus, der er helt speciel for Büsum“, siger direktøren for Meerzeit, Nadine Herrmann. „Den begynder med at vi ringer på en skibsklokke og siger et par ord på plattysk, og selve saunagusen minder med sine både jordagtige og friske noter om Nordsøen og Vadehavet. Til sidst sluttes der af med maritime klange“. 

Sund på Helgoland
Helgoland har i 2024 besluttet sig for og er med stormskridt i gang med at forbedre sundhedsplejen for både befolkningen og turisterne. Et alsidigt program med spændende foredrag, seminarer og workshops skal skabe velvære, sundhedsprævention og en bedre livskvalitet. Selve projektet „Gesundheitsinsel Helgoland (Sundhedsøen Helgoland)“ byder på seminarer og workshops over temaerne „Smertelindring“, „Hold dig i gang“, samt aktiv sundhedsfremme inden for alder, yoga og ayurveda. I programmets ayurveda-workshops introduceres den indiske healing-metode og der gives ayurvediske tips til ernæring.

Svedehytte med havudsigt
Udenfor raser brændingen, og indenfor hvisler saunagusen. Et besøg i en strandsauna på Sild er wellness på den nordfrisiske måde. Strandsaunaer er en tradition på øen: I mere end 40 år, altså længe før de første wellness-bølger brusede gennem Tyskland, blev der allerede svedt ud på Sild med udsigt over brændingen. I dag findes der fire strandsaunaer langs vestkysten på Sild – og de har hver især deres helt egen charme. Strandsaunaen i Hørnum syd på øen er åben hele året, og strandsaunaerne i List, Rantum og Samoa åbner igen fra april.

 

MELLEM KYSTERNE

Afslapning i indlandet
Sundhedscentret Vitalia Gesundheitszentrum, der er tilknyttet Vitalia Seehotel i Bad Segeberg, byder i badebyen Bad Segeberg ud over et svømmebad, Kneipp-bassin, boblebad og en biosauna med farvelysterapi på en finsk sauna samt hydro jet-massage. I Norderstedt kan wellness-interesserede ud over et Kneipp-bassin blandt andet nyde et orientalsk dampbad samt et odorium (aromarum) med en kilde.

Afspænding for krop og sjæl ved Eutiner See
På en sundhedsvandring omkring den billedskønne Großer Eutiner See kan du selv i den kolde årstid nyde de dejligste naturoplevelser og en masse bevægelse. På den 8,6 kilometer lange rundtur med udsigt over søen og Eutin Slot med slotshaven får du samtidigt den dejlige friske luft fra søen lige ind i næsen. Derudover sørger åndedræts- og strækøvelser samt guidede meditationer for at du kommer på en rejse ind i dig selv. Hvis du gerne lige vil varmes lidt op efter opdagelsesrejsen, må du ikke gå glip af et saunabesøg på Inklusionshotel SeeLoge ved byens bugt. Den ca. 90 grader varme og tørre finske sauna med en fantastisk havudsigt og det ca. 65 grader varme Bio-Sanarium giver dig mulighed for en dyb og fuldstændig afspænding. Mellem disse indslag kan du finde fred og ro i hvilerummet med panoramaudsigt, og tid til at lade blikket vandre over Großer Eutiner See og bare slippe sjælen fri. 

Østersøfjorden Slien
Südspeicher i Kappeln: Gæsterne på Hotel Südspeicher i Kappeln har mulighed for at tage en skøn timeout uden et fremmed publikum i den lille, fine sauna-lounge med sauna og hvilerum i underetagen på Südspeicher. Hvis du gerne vil slappe af lige her, får du det hele for dig selv, for faciliteterne er ikke inkluderet, og kan kun benyttes med en reservation. Saunalandskab på Mare Mara i Damp – Sved ud med havudsigt: Dette enestående saunalandskab i Damp kombinerer otte forskellige saunaer, så der er noget for enhver smag. Og du har ikke kun en flot udsigt over havet fra hvilerummet. Af og til arrangeres der såkaldte saunanætter med forskellige temaer. Den 16. februar er temaet „Fastelavn“ og den 15. marts er det „Forårsfest“. Wellness på Waldschlösschen: Det topmoderne wellnessområde GartenSpa på Hotel Waldschlösschen er en sand oase for både krop og sjæl. Konceptet for GartenSpa er nydelse i harmoni med naturen, også for endagsgæster (DaySpa). Ud over GartenSpa byder Waldschlösschen også på bade- og fitnesstilbud. 

Tøseweekend i det grønne indland: En timeout og timevis af velvære
Et glas vin, gode veninder og masser af tid – det er grundingredienserne for den perfekte tøseweekend med velvære. Læg så hertil en hyggelig ferielejlighed med sauna, og som rammeprogram en behagelig massage, en æselvandring eller et par hemmelige tips til kulinariske højdepunkter og gode shoppingoplevelser i regionen. Du kan booke denne lille pause og timevis af velvære på tværs af grænsen i Sønder Løgum, med ren luksus i Friedrichstadt, tæt på naturen i Bergenhusen eller med et lidt særligt touch i Lehe. 

Kreis Stormarn
Vabali Spa Hamburg i Glinde: Tag en pause på et magisk sted – på Vabali Spa kan du dykke ned i en balinesisk wellness-oase. Her venter der et vidtstrakt, anlagt saunalandskab med 13 usædvanlige og afslappende saunaer. Panorama-saunaen byder på en helt fantastisk udsigt over anlægget og havet. Hvis du gerne vil forlænge denne helt specielle pause fra hverdagen, kan du overnattet på Vabali Spa & Hotel. Sauna og saltgrotte på Waldhaus Reinbek: Hotellet Waldhaus Reinbek byder alle sine kvindelige gæster på et helt specielt ophold: Wellness-landskabet omfatter en ægte saltgrotte, et boblebad og fire forskellige saunaer midt inde i det billedskønne Sachsenwald. Efter en gåtur i skoven gør det godt med en afslappende wellness-pause.

 

ØSTERSØEN

Grömitz
I Grömitz finder du usædvanlige indkvarteringstilbud inklusive wellness. På aja Resort, på Strandidyll eller på Strandhotel kan du læne dig tilbage og blive forkælet. Omkring fastelavn bliver det desuden rigtig hot ved Strandbålet. Både indbyggere og gæster fejrer årligt det traditionelle strandbål i feriebyen ved Østersøen. Den 10. februar 2024 mødes interesserede for at fordrive vinterens ånder med et blussende bjerg af ild. Alle store og små „vinter-fordrivere“ inviteres til at indfinde sig til en fælles fakkelvandring kl. 17 på pladsen foran skibsbroen. Der deles gratis fakler ud til alle deltagere. Sammen med optoget af musikanter fra det frivillige brandvæsen i Grömitz går det mod Nordstrand til Restaurant Seafood/Falkenthal og til strandbålet, hvor der er livemusik til deltagerne.

KAMPAGNEN SENGESKIFT
Helt indtil 1. maj har alle indbyggere i postnummerområderne 241(…) samt 242(…) med kampagnen Sengeskift mulighed for at overnatte på udvalgte hoteller ved Kielerfjorden til rigtig gode priser. Der er noget for alle - fra wellnesshotellet og det trendy hotel centralt i bymidten og til det fredelige landhotel ved havet. 

VANDRERHJEM
Vil du slappe af på et vandrerhjem? Det , der overrasker lidt ved første blik, passer faktisk perfekt sammen. For i vintermånederne flytter freden og roen ind på vandrerhjemmene i Nord. For folk over 18 år, der leder efter noget afslapning, er dette det bedste tidspunkt at rejse en tur til husene med en beliggenhed i topklasse, f.eks. for en uge med guidet faste. Vandrerhjemmet i Hørnum byder med sin „Fasteuge på Sild“ i februar på otte dages pause fra hverdagen. Leder du efter fred og ro, finder du et lignende program, der sætter tempoet væsentligt ned, i marts på „Fastekursus ifølge Dr. Buchinger“ på det moderne vandrerhjem i Lauenburg „Zündholzfabrik (Tændstikfabrikken)“. Opholdet kræver et DJH-medlemsskab. Det kan du oprette nemt og billigt online eller når du ankommer. 

KURBADE
Frisk og sund luft, et smukt og varierende naturlandskab samt en adresse, der er skræddersyet til sundhed og velvære, er de bedste forudsætninger for intensiv rekreation i det ægte Nord. To have og tre „klimazoner“, sådan byder Slesvig-Holsten sundhedsbevidste ferierejsende velkommen, der gerne vil udnytte tilbuddene fra kurbade og kursteder med en badekur. I flere årtier var dette sundhedstilbud en ydelse baseret på skøn fra sygeforsikringsselskabernes side, men i dag er det igen en obligatorisk ydelse. Plejeydelsen kan kun anvendes på et godkendt kursted, også uden et kur-bevis.

Downloads:

  • Denne pressemeddelelse er tilgængelig til download (PDF).
  • Man kan se en kvinde bagfra, som strækker armene mod himlen i et turkisblåt boblebad. I det fjerne, fra tagterrassen, hvor boblebadet er placeret, kan man se himlen, solen, et par skyer og Vesterhavet ud for Büsum i Slesvig-Holsten.

    Buesum-Meerzeit-boblebadet-NORDSOEEN-copyright_Oliver-Franke.jpeg

    © Oliver Franke

    jpeg

Pressekontakt:

Tourismus-Agentur Schleswig-Holstein GmbH
Wall 55

24103 Kiel